Klip en hæl og hug en tå

- om angsten for at være ualmindelig ...

Hvad var det egentlig, der gjorde mig så ualmindelig? Så anderledes end familie og venner?

Var det fordi jeg ganske tidligt undrede mig over, hvorfor jeg var blevet født? Hvor jeg kom fra? Om noget større eksisterede? Undrede mig, var nysgerrig og reflekterende over næsten hver eneste tanke og oplevelse jeg havde?

Var det fordi jeg som ung læste alt hvad jeg kunne om filosofi, naturvidenskab, om folk som David Bohm, Schrödinger, Sheldrake, om kvantefysik?

Eller var det måske fordi jeg ofte, når jeg gik i seng, havde vilde oplevelser af min krop som på en og samme tid fyldte altet og alligevel var et enkelt punkt? Og jeg følte mig forbundet med alt og alle?

Eller fordi jeg så og mærkede tilstedeværelsen af mine kære afdøde?

Det kunne måske også være fordi jeg  mange år i forvejen vidste  hvilken hund vi fik, hvor jeg skulle bo, hvor mange børn jeg ville få?

Men det kunne selvfølgelig også være fordi jeg oplevede så mange andre bevidsthedstilstande, som en kundalini der rasede gennem kroppen, eller ud af kroppenoplevelser, hvor sengen gyngede eller jeg, mens jeg lå i sengen, faktisk stod med næsen mod muren, eller spontane healingsoplevelser i fulde varme, skinnende og lysende farver?

Var det alt det som gjorde mig angst og altid fyldte mig med en følelse af ikke at passe ind, være anderledes og en mærkelig snegl?

Eller måske var det, der gjorde mig angst, at jeg skulle klippe en hæl og hugge en tå for at passe ind i andres oplevelse, passe ind i alt det uudtalte.

For jeg vidste jo godt, at det var dybt ualmindeligt, det jeg oplevede. Så selvfølgelig var jeg da dybt ualmindelig og mærkelig. Det vidste jeg, det fik jeg fortalt.

Igennem min opvækst, ungdom og voksne tilværelse har jeg forsøgt at passe ind. Klippe en hæl og hugge en tå. I angst for at blive hånet, gjort til grin og latterliggjort.

Og angsten – den velkendte mavesammensnørende angst er der stadig – mens jeg sætter disse ord på papir og ud af mit sind. For det er første gang jeg helt åbent og sårbart fortæller, hvor ualmindelig jeg er. Fortæller om den indre, tindrende, vanvittige, dejlige del af mig.

Mit liv har derfor altid bestået af enten/eller. Enten var jeg kun interesseret i den rene naturvidenskab, for så kunne jeg begå mig ”normal” og alligevel stille spørgsmål, men så underkendte jeg mit indre og fik det skidt, eller også var det lige omvendt. Uanset hvad, så befandt jeg mig ikke godt.

For at anerkende hele mig, må jeg omfavne og rumme både/og, de modsætninger som har hevet i mig hele livet, og som er min drivkraft og fascination: hvem er vi, hvad er vi, hvorfor er vi, hvordan er vi.

Der er ingen anden vej. For at finde min indre ro og omdrejningspunkt, må jeg helt ind og igennem al min angst og omfavne mit inderste med alt, hvad jeg er!

Om det er skræmmende? JA!

Og ... det er nu!

Hvad er din største angst? Hvad omfavner og anerkender du ikke?


Hvis du vil opnå den største frihed og ro, så er det vejen gennem det, der skræmmer dig mest, og det som ingen andre må vide om dig. 

Vil du med?