Det er sundt at bevæge sig – det ved vi alle. Det forlænger livet og det øger velværet. Det giver mere energi, glæde og er smertestillende ved at øge kroppens egne endorfiner. Det forbedrer blodgennemstrømningen i kroppen og dermed forbedres f.eks. hukommelsen. Derudover er der for mange det sociale aspekt med at løbe og træne sammen. Jeg kunne blive ved med at opremse fordelene.
Derfor bliver jeg ret så overrasket, når en undersøgelse viser, hvor mange skader løbere får. (Jeg løber ikke selv og er ikke ude på at dunke løbere i hovedet. Det viser sig nok, at andre former for motion er ligeså slemt ramt – put selv en anden motionsform ind). Vi er blevet rigtig gode til at presse os selv, ikke høre efter kroppen og dens signaler, skubbe på og fortsætte langt ud over vores formåen. Hvad er det vi overhører? Det er smerter og knasen fra muskler og led, træthed og udmattelse mm. Vi overhører (eller ignorerer?) alle signalerne fra kroppen, først de hviskende signaler, men efterhånden må kroppen råbe højere og højere for at få en pause – og lige der kommer skaderne – vi overhører og overtræner. Når vi overhører os selv, så mærker vi ikke efter, om det vi gør, har en gavnlig effekt på os. Det som er interessant at se på er, hvorfor gør vi ikke det? Hvorfor mærker vi ikke efter? Hvorfor bliver nogle ved til de styrter? Får nye knæ, hofter, utallige forstrækninger osv.? Man går til en behandler og klager sin nød over sin krop – at den ikke vil som man vil, at den ikke kan fortsætte i samme tempo, at man ikke forstår de symptomer man har osv., og det hjælper måske lige der at få massagebehandling, fysioterapi, en pille eller andet – og så går man ud igen og gør det samme som før – presser, moser og tvinger sin krop til at makke ret. Når man indtager et metasyn, altså ser bag om symptomet og kigger på årsagen, så bliver det klart, at der ligger vægtige overbevisninger og værdier bag. Kun på sådan en baggrund kan man presse sig selv derud, hvor kroppen går i stykker. Vil man virkelig sin egen overtræning til bunds, må man rydde op i de bevidsthedsmæssige overbevisninger og værdier der ligger bag, så indstillingen til hvad der er sundt, godt, rigtigt, vigtigt og ”sejt” ændres. Vi skal måske ikke alle løbe hele og halve maratons, men måske skal vi ”blot” bevæge os varieret. Derfor kunne det tænkes, at det som skal pakkes i sportstasken næste gang er: tålmodighed, selvindsigt, kropsbevidsthed og omsorg sådan, at vi mærker os selv - ikke overskrider os selv - og dermed slipper for skaderne.
1 Comment
Hvad gør man, når man oplever symptomer i sin krop, men ikke lige har en behandler i nærheden eller ikke selv har redskaberne?
Det var det spørgsmål, der trængte sig på i mig efter flere dage med murren i skulderområdet, halsen og albueleddet. Med min viden om kroppen på et fysisk plan, forsøgte jeg at strække ud. Med min viden omkring kroppens bevidsthed, forsøgte jeg at forstå, hvad der kunne ligge bag. Intet hjalp. Visualiseringsøvelser, mindfulnessøvelser eller udstrækningsøvelser er meget brugbare og virkningsfulde værktøjer eller teknikker. Jeg har endda indtænkt og udviklet forløb som gør brug af disse teknikker, så man netop kan arbejde videre hjemme inden eller efter en BodyTalk session. Men hvis man nu ikke lige selv har de teknikker til rådighed eller ikke lige selv kan gøre noget, hvad så? Lad os kigge på, hvad et symptom, smerte eller andet fra kroppen er. Kroppens kommunikationsmiddel omkring tilstanden i kropsindkomplekset er feedback via smerter eller andre ubalancer. Det er kroppens måde at fortælle, at der på et eller andet plan er noget, som ikke er i balance. Så når min skulder, hals og albue giver ubehag, smerter og murrer, så forsøger min krop at fortælle mig noget. Det kan dog være rigtig svært selv at forstå, hvad der forsøges kommunikeret, og derfor kan man ikke altid forstå signalerne. Jeg synes selv, jeg havde lyttet og lyttet, og forsøgt at tænke mig til, hvad problemet var, og det er her, jeg gik galt i byen. Vi har alle en tendens til at tænke på det fysiske plan, når vi får et fysisk symptom: "Har jeg gjort en forkert bevægelse, er det godt hvis jeg strækker ud, er jeg ikke stærk nok og skal den trænes", er på det plan, man som regel tænker, at kroppen fortæller noget. Men der ligger endnu dybere mønstre i fysiske symptomer. Vi kan dog ikke tilgå det fra det bevidste plan, da det ligger på et ubevidst plan. Hvad gør man så? Når den viden og indsigt jeg søger ikke ligger på et bevidst plan, så kan jeg ikke tænke mig til løsningen. Derfor er løsningen ganske simpel. Sæt dig ned og byd den smerte, det ubehag, den murren velkommen. Åben dit hjerte for den, tag den til dig med omsorg for den og med hjertet lyt til, hvad den fortæller. Da jeg gjorde det, blev et mønster lysende klart for mig. Det min krop forsøgte at fortælle mig var, at jeg beskyttede mig selv. For mig var det farligt at give, da jeg ikke vidste, hvad jeg ville modtage. Jeg beskyttede derfor mig selv ved ikke at give for meget af mig selv, altid holde lidt igen. Min krop var udemærket klar over, at jo mere man giver, jo mere får man igen, og det var lige præcis det, jeg skulle holde mig fra. Så jeg gav det "nødvendige", det som ikke overskred mit maksimum, og som sørgedefor, at jeg kun fik det, jeg kunne modtage. Problemet med det er jo, at det ikke er alt, jeg ikke gerne vil modtage. Jeg vil da gerne have mere glæde, mere flow og overflod i mit liv. Jeg vil faktisk rigtig gerne modtage så meget mere. Men programmet i min krop fortæller mig, at det skal jeg ikke, da jeg risikerer at modtage noget, jeg ikke har lyst til. Så jeg giver mindre og modtager mindre. Nu har jeg mulighed for at arbejde med det mønster, måske endda blot give helt slip på det ... hvem ved. Jeg fik dog en indsigt og viden på et plan, som jeg ikke kunne tænke mig til. Jeg har øget forståelsen i kroppen og dermed øget kommunikationen. Det giver plads til en ny balance og dermed nye muligheder. Jeg vil nu sætte mig ned og byde den nye indsigt, viden og følelse velkommen i mit hjerte: "Det er farligt at modtage" og se hvad der så dukker op. Og smerten? - ja den er væk. Byd det velkommen - det som er. Vi består af over 70 trillioner celler! Hvordan fungerer det lige? Hvordan kommunikerer vores trillioner af celler med hinanden? Hvordan kommunikerer de med os? Der er såmænd en ret simpel måde, de gør det på, og det er via feedback. Hver eneste celler er i konstant kommunikation med andre celler. De reagerer på andre cellers handlinger, giver feedback på den information som de modtager og reagerer samtidig med f.eks. produktion af enzymer eller hvad det nu er den pågældende celle har af opgaver. For at kunne fungere så opgaverne udføres, må alle opgaver synkroniseres. Og derfor må cellerne vide, hvad de hver især laver og hvorhenne i processen de er. Der er derfor en konstant kommunikation cellerne imellem via feedback. Men det er ikke kun cellerne imellem. Vi, som er ”ejeren” af alle disse celler, får også feedback, da det jo i sidste ende er et fælles anliggende.
Vi er dog ikke altid så opmærksomme på den feedback, og det kan der være mange årsager til. Måske lytter vi slet ikke til kroppen eller måske forstår vi ikke altid den feedback vi får. Det vi betragter som ubehag, smerter, symptomer osv. er kroppens måde at fortælle os, det der er noget, som ikke er som det skal være. Det er alt sammen feedback fra cellerne. BodyTalk forstår sproget og sammenhængen i den feedback. Når kroppen oplever, at vi forstår og reagerer på feedbacken, så vil den som regel ikke længere give symptomer. |
Jeg hedder Ann Ulvenberg og har iBodyTalk.dk.
Jeg faciliterer BodyTalk sessioner og -forløb for at støtte dig i din proces mod et liv med sundhed, velvære og indre balance. Mit mål er at skabe mere balance hos den enkelte, som derefter kan skabe mere balance i sig selv og sine omgivelser. Få større klarhed, øget velvære og mindre stressFå min instruktionsvideo gratis med en enkel teknik, der støtter dig i hverdagen.
Arkiv
Oktober 2016
Kategorier
Alle
|