Sikke et spørgsmål, tænker du nok
Men forskningen viser noget helt andet! Vi har faktisk hele 3 hjerner.
Det nye indenfor forskningen er vores tarmsystem. Så du har faktisk hele 3 hjerner. Og kommunikationen mellem disse er det vigtigste. Hver hjerne tager sig af sin egen arbejdsopgave. Så lad hjernehjernen bearbejde og processe alle data,
lad hjertehjernen overveje og få originale tanker og lad tarmhjernen tage beslutninger.
0 Comments
”Hvad er BodyTalk? ”spørger en ny klient som regel. Den korte version er at oversætte BodyTalk direkte og fortælle det er en samtale med kroppen – en kropsamtale. Men der er ikke altid tid til at gå i dybden, og det er heller ikke nødvendigt. |
Vores krop og sind forsøger altid at skabe balance også kaldet homøostase. Dette er en iboende indre mekanisme, der altid sammenholder feedback og regulerer de fysiske og psykiske processer. Dette sker som regel uden vi behøver blande os. Kroppen regulerer selv indholdet af væksthormon, mens vi vokser som børn, eller balancen i stofskiftet eller andre balancer. Der foregår så mange korrigeringer, justeringer og balanceringer, som vi ikke bevidst kan overskue eller bliver inddraget i. For at det foregår optimalt skal kommunikationen mellem alle dele i hele systemet være i top. Der skal ikke være misforståelser eller forkerte leveringer eller mængder af f.eks. aminosyrer. Derfor er synkroniseringen en vital del for at balancen i hele systemet kan opretholdes. |
Der kan dog gå kludder i kommunikationen, synkroniseringen og balanceringen. For det, vi dagligt kalder livet og det som vi gennemgår, skaber stress, traumer, ubalancer mm. Kroppen kan ikke længere finde en optimal balance. Men den fortsætter stadig med at arbejde for at producere det, der skal produceres, gøre det, der skal gøres. Men når balancen er skæv, så slides kroppen/sindet uhensigtsmæssig. Og vi vil efterhånden opleve sygdom, utilpashed og andre tegn på, at systemet ikke fungerer hensigtsmæssigt. Alle de oplevelser vi har – helt fra begyndelsen – skaber de filtre hvorigennem vores liv opleves og hvorigennem vi skaber vores liv. Det er igennem dette filter vores bevidsthed skaber vores tilværelse – ligesom et forstørrelsesglas. Solstrålen spredes i et spektrum, når det rammer glasset, og alt efter hvor rent, beskidt eller farvet glasset er, vil udtrykket være forskelligt. |
BodyTalk har fokus på den bevidsthed, den solstråle, der rammer glasset. Vi kalder den kroppens iboende visdom, som kilden/oprindelsen og som den vidende del af os, den, der ved alt om os, og det er på samtalen med denne bevidst en BodyTalk session har sit fokus. Og det er via denne samtale vi pudser glasset, ændrer farven, udbedrer skader, rengører osv., så kroppen igen via mere optimal kommunikation med alle dele og celler i kroppen/sindet, kan synkronisere sine opgaver og skabe en mere hensigtsmæssig balance. |
BodyTalk bringer dig i balance, så du selv frigiver og
slipper de begrænsninger og ubalancer, du oplever i dit liv.
slipper de begrænsninger og ubalancer, du oplever i dit liv.
Disse ord kender de fleste. Men det er ikke sikkert de fleste har reflekteret dybere over betydningen. Der ligger nemlig en dyb sandhed skjult i de få ord.
Ordet er bærer af tanken og derfor kan de to sidestilles og sætningen kan nu lyde:
Ordet er bærer af tanken og derfor kan de to sidestilles og sætningen kan nu lyde:
I begyndelsen er tanken ...
Når tanken har forladt sit oprindelsessted bliver det til et udtalt ord, enten i sit indre eller i sit ydre univers. I den proces bliver tanken oversat til en følelse i det oprindelige kropsind, og hvis der er et modtagende kropsind også i dette.
Følelser vil skabe en konsekvens, en handling, som enten er henimod eller rettet væk fra. Altså enten rar eller ubehagelig, positiv eller negativ. Det er disse handlinger som skaber vores resultater, som i sidste ende determinerer vores tilværelse.
Følelser vil skabe en konsekvens, en handling, som enten er henimod eller rettet væk fra. Altså enten rar eller ubehagelig, positiv eller negativ. Det er disse handlinger som skaber vores resultater, som i sidste ende determinerer vores tilværelse.
Kigger vi bag tanken og ser på, hvor den opstår fra, så er det min overbevisning, at det er Bevidstheden (vores oprindelse), der er skaberen af tanker som derved gennem tanker, følelser og handlinger bliver skabelsen - altså vores tilværelse.
Bevidsthed skaber tanker.
Tanker skaber følelser.
Følelser skaber handling.
Handlinger skaber resultater.
Resultater skaber din tilværelse.
Tanker skaber følelser.
Følelser skaber handling.
Handlinger skaber resultater.
Resultater skaber din tilværelse.
Vil du skabe en anden tilværelse, så kig også på dine tanker og bliv bevidst om, hvad du tænker. Der er de tanker, du tænker flest af som er stemningsbærende for dit liv.
Prøv f.eks. for en enkelt dag:
Hvor let eller svært var det?
Prøv nu over en uge-en måned og se hvilke forandringer, der sker.
- ikke at brokke dig over noget
- nedskrive 3 positive ting, der er sket i løbet af dagen
- rose dig selv for 3 ting, du har gjort, som er godt for dig selv
Hvor let eller svært var det?
Prøv nu over en uge-en måned og se hvilke forandringer, der sker.
Hvad gør du, når en eller anden såkaldt idiot er skyld i, at du bliver såret, ked af det, frustreret, i dårligt humør, nedslået, føler dig mindre værd eller andre mindre rare følelser? For det er jo deres skyld, de kunne jo bare lade være med at sige det, de gjorde, udvise mere respekt for og tage mere hensyn til dine følelser.
I bilen hjem den anden dag sad jeg i alle de ubehagelige følelser. Jeg sad med følelsen af at være blevet nedgjort og latterliggjort, og jeg var rigtig ked af det. Jeg var bare intet værd og tænkte på alle de smarte sætninger, jeg skulle have sagt for at tryne den anden, så vedkommende kunne blive sat på plads og dermed aldrig igen opføre sig sådan over for mig.
Mine følelser var i vildt oprør, og det var helt bestemt den andens skyld! Intet mindre!
Jeg kunne ikke engang høre på det vedkommende havde sagt – for det var jo helt ude i skoven og dybt forkert. Og mine eneste modsvar var at gå i Rasmus-modsat mode. Havde vedkommende sagt op, så havde jeg sagt ned.
Min reptilhjerne var i fuld gang med at skabe et drama, hvor jeg var offeret – og hvor var det dog synd for mig.
Dette var en ret kendt mønster for mig, når jeg lige præcis mødte denne slags situation, så blev jeg stejl, gik i forsvar og beskyttede mig selv. Jeg kendte det så godt, både følelserne, den måde jeg trak vejret på, den måde jeg undgik øjenkontakt på og trak mig væk. Jeg spillede den samme plade som så mange gange før.
Min hjerne var så vant til programmet, at det forgik så ubevidst og så overbevisende, at jeg var sikker på, det havde ret. Hvorfor skulle jeg elleres reagere sådan?
Nu er det heldigvis sådan, at når reptilhjernen så falder lidt til ro, så begynder de andre centre i hjerne at fungere igen eller i hvert fald at blive hørt igen. Og dermed kunne jeg begynde at gøre brug af de lidt mere højerestående hjernefunktioner i frontallapperne – kognitionen.
Med følelserne flagrende i hele mit system tænkte jeg helt bevidst, at jeg måske skulle kigge lidt anderledes på det hele og tage mig af de følelser som kom op. For hvorfor kom de op? Var det nu virkelig den anden, der var problemet – eller (dybt suk) var det mig?
Så jeg trak vejret dybt og søgte ind i mig selv og bød den følelse af afmagt, nedgjorthed og latterliggørelse velkommen. Det var ikke lige det, jeg havde mest lyst til, da jeg havde fået nogenlunde styr på mig selv. Jeg havde mest lyst til aldrig at mærke de følelser igen, så hvorfor dog byde dem velkommen.
Men det mest vidunderlig kan ske, når vi byder de følelser velkommen som vi allerhelst med vil af med.
Jeg bød dem velkommen, inviterede dem ind i mit hjerte og fortalte, at de ikke skulle tage ansvar for noget. Idet jeg begyndte på det, stod en oplevelse lysende klar for mig fra barnsben, som havde ødelagt mig, som havde frosset en del af mig i en tidslomme, hvor den del af mig aldrig blev ældre, men altid følte, at den skulle tage ansvar for, at jeg aldrig følte sådan igen.
Jeg var ny skoleelev på 6 år, jeg havde glædet mig vildt til skolen og var en opmærksom og pligtopfyldende elev. Vi skulle have matematik, og jeg kunne ikke finde min bog. Så jeg kiggede i bunken på katederet for at lede efter min. Ind ad døren kom en ældre skolelærer, som skældte mig ud og råbte mig ind i ansigtet om hvad fanden jeg dog bildte mig ind. Han smed alle bøgerne på gulvet, og så kunne jeg ellers bare samle dem op.
Da jeg fortalte den del af mig, at den aldrig skulle sikre sig, at jeg blev udsat for det igen, da jeg var den voksne, den var barnet og jeg tog mig af den og passede på den, så forsvandt al min uro, al min tristhed, alle mine ubehagelige følelser, og jeg kunne faktisk nu høre, hvad vedkommende havde sagt, og jeg tænkte endda, at personen måske sagde noget, jeg kunne lære af! Øh … det havde lige været en fuldstændig umulig tanke få sekunder tidligere. Jeg kunne ikke engang fremkalde følelserne igen.
Jeg sad nu i min bil med den 6-årige Ann i mit hjerte og tog mig af hende og hendes følelser af total fornedrelse og forvirring.
Jeg havde taget ansvaret for mine følelser og reaktioner ved at tage mig af mit indre barn. Dermed havde jeg sat mig selv fri fra situationen og havde en skøn og ekspanderende fornemmelse i kroppen.
Så måske kan du næste gang, når følelserne bobler gennem kroppen, og de andre er skyld i, at du har det sådan, byde følelserne velkommen i dit hjerte. Måske får du en klar fornemmelse af, hvorfra de stammer, måske mærker du blot effekten og sætter dig selv fri fra situationen og lader dig opleve livet uden at se livet gennem dit indre barns smerte.
Hvem skal tage ansvaret for dine følelser? Andre? Dit indre barn? Eller den voksne dig?
Hvad gør man, når man oplever symptomer i sin krop, men ikke lige har en behandler i nærheden eller ikke selv har redskaberne?
Det var det spørgsmål, der trængte sig på i mig efter flere dage med murren i skulderområdet, halsen og albueleddet. Med min viden om kroppen på et fysisk plan, forsøgte jeg at strække ud. Med min viden omkring kroppens bevidsthed, forsøgte jeg at forstå, hvad der kunne ligge bag. Intet hjalp.
Visualiseringsøvelser, mindfulnessøvelser eller udstrækningsøvelser er meget brugbare og virkningsfulde værktøjer eller teknikker. Jeg har endda indtænkt og udviklet forløb som gør brug af disse teknikker, så man netop kan arbejde videre hjemme inden eller efter en BodyTalk session. Men hvis man nu ikke lige selv har de teknikker til rådighed eller ikke lige selv kan gøre noget, hvad så?
Lad os kigge på, hvad et symptom, smerte eller andet fra kroppen er. Kroppens kommunikationsmiddel omkring tilstanden i kropsindkomplekset er feedback via smerter eller andre ubalancer. Det er kroppens måde at fortælle, at der på et eller andet plan er noget, som ikke er i balance.
Så når min skulder, hals og albue giver ubehag, smerter og murrer, så forsøger min krop at fortælle mig noget. Det kan dog være rigtig svært selv at forstå, hvad der forsøges kommunikeret, og derfor kan man ikke altid forstå signalerne. Jeg synes selv, jeg havde lyttet og lyttet, og forsøgt at tænke mig til, hvad problemet var, og det er her, jeg gik galt i byen.
Vi har alle en tendens til at tænke på det fysiske plan, når vi får et fysisk symptom:
"Har jeg gjort en forkert bevægelse, er det godt hvis jeg strækker ud, er jeg ikke stærk nok og skal den trænes", er på det plan, man som regel tænker, at kroppen fortæller noget. Men der ligger endnu dybere mønstre i fysiske symptomer. Vi kan dog ikke tilgå det fra det bevidste plan, da det ligger på et ubevidst plan. Hvad gør man så?
Når den viden og indsigt jeg søger ikke ligger på et bevidst plan, så kan jeg ikke tænke mig til løsningen. Derfor er løsningen ganske simpel.
Sæt dig ned og byd den smerte, det ubehag, den murren velkommen. Åben dit hjerte for den, tag den til dig med omsorg for den og med hjertet lyt til, hvad den fortæller.
Da jeg gjorde det, blev et mønster lysende klart for mig. Det min krop forsøgte at fortælle mig var, at jeg beskyttede mig selv. For mig var det farligt at give, da jeg ikke vidste, hvad jeg ville modtage. Jeg beskyttede derfor mig selv ved ikke at give for meget af mig selv, altid holde lidt igen. Min krop var udemærket klar over, at jo mere man giver, jo mere får man igen, og det var lige præcis det, jeg skulle holde mig fra. Så jeg gav det "nødvendige", det som ikke overskred mit maksimum, og som sørgedefor, at jeg kun fik det, jeg kunne modtage.
Problemet med det er jo, at det ikke er alt, jeg ikke gerne vil modtage. Jeg vil da gerne have mere glæde, mere flow og overflod i mit liv. Jeg vil faktisk rigtig gerne modtage så meget mere. Men programmet i min krop fortæller mig, at det skal jeg ikke, da jeg risikerer at modtage noget, jeg ikke har lyst til. Så jeg giver mindre og modtager mindre.
Nu har jeg mulighed for at arbejde med det mønster, måske endda blot give helt slip på det ... hvem ved. Jeg fik dog en indsigt og viden på et plan, som jeg ikke kunne tænke mig til.
Jeg har øget forståelsen i kroppen og dermed øget kommunikationen. Det giver plads til en ny balance og dermed nye muligheder.
Jeg vil nu sætte mig ned og byde den nye indsigt, viden og følelse velkommen i mit hjerte: "Det er farligt at modtage" og se hvad der så dukker op. Og smerten? - ja den er væk.
Byd det velkommen - det som er.
Det var det spørgsmål, der trængte sig på i mig efter flere dage med murren i skulderområdet, halsen og albueleddet. Med min viden om kroppen på et fysisk plan, forsøgte jeg at strække ud. Med min viden omkring kroppens bevidsthed, forsøgte jeg at forstå, hvad der kunne ligge bag. Intet hjalp.
Visualiseringsøvelser, mindfulnessøvelser eller udstrækningsøvelser er meget brugbare og virkningsfulde værktøjer eller teknikker. Jeg har endda indtænkt og udviklet forløb som gør brug af disse teknikker, så man netop kan arbejde videre hjemme inden eller efter en BodyTalk session. Men hvis man nu ikke lige selv har de teknikker til rådighed eller ikke lige selv kan gøre noget, hvad så?
Lad os kigge på, hvad et symptom, smerte eller andet fra kroppen er. Kroppens kommunikationsmiddel omkring tilstanden i kropsindkomplekset er feedback via smerter eller andre ubalancer. Det er kroppens måde at fortælle, at der på et eller andet plan er noget, som ikke er i balance.
Så når min skulder, hals og albue giver ubehag, smerter og murrer, så forsøger min krop at fortælle mig noget. Det kan dog være rigtig svært selv at forstå, hvad der forsøges kommunikeret, og derfor kan man ikke altid forstå signalerne. Jeg synes selv, jeg havde lyttet og lyttet, og forsøgt at tænke mig til, hvad problemet var, og det er her, jeg gik galt i byen.
Vi har alle en tendens til at tænke på det fysiske plan, når vi får et fysisk symptom:
"Har jeg gjort en forkert bevægelse, er det godt hvis jeg strækker ud, er jeg ikke stærk nok og skal den trænes", er på det plan, man som regel tænker, at kroppen fortæller noget. Men der ligger endnu dybere mønstre i fysiske symptomer. Vi kan dog ikke tilgå det fra det bevidste plan, da det ligger på et ubevidst plan. Hvad gør man så?
Når den viden og indsigt jeg søger ikke ligger på et bevidst plan, så kan jeg ikke tænke mig til løsningen. Derfor er løsningen ganske simpel.
Sæt dig ned og byd den smerte, det ubehag, den murren velkommen. Åben dit hjerte for den, tag den til dig med omsorg for den og med hjertet lyt til, hvad den fortæller.
Da jeg gjorde det, blev et mønster lysende klart for mig. Det min krop forsøgte at fortælle mig var, at jeg beskyttede mig selv. For mig var det farligt at give, da jeg ikke vidste, hvad jeg ville modtage. Jeg beskyttede derfor mig selv ved ikke at give for meget af mig selv, altid holde lidt igen. Min krop var udemærket klar over, at jo mere man giver, jo mere får man igen, og det var lige præcis det, jeg skulle holde mig fra. Så jeg gav det "nødvendige", det som ikke overskred mit maksimum, og som sørgedefor, at jeg kun fik det, jeg kunne modtage.
Problemet med det er jo, at det ikke er alt, jeg ikke gerne vil modtage. Jeg vil da gerne have mere glæde, mere flow og overflod i mit liv. Jeg vil faktisk rigtig gerne modtage så meget mere. Men programmet i min krop fortæller mig, at det skal jeg ikke, da jeg risikerer at modtage noget, jeg ikke har lyst til. Så jeg giver mindre og modtager mindre.
Nu har jeg mulighed for at arbejde med det mønster, måske endda blot give helt slip på det ... hvem ved. Jeg fik dog en indsigt og viden på et plan, som jeg ikke kunne tænke mig til.
Jeg har øget forståelsen i kroppen og dermed øget kommunikationen. Det giver plads til en ny balance og dermed nye muligheder.
Jeg vil nu sætte mig ned og byde den nye indsigt, viden og følelse velkommen i mit hjerte: "Det er farligt at modtage" og se hvad der så dukker op. Og smerten? - ja den er væk.
Byd det velkommen - det som er.
Vi består af over 70 trillioner celler! Hvordan fungerer det lige? Hvordan kommunikerer vores trillioner af celler med hinanden? Hvordan kommunikerer de med os?
Der er såmænd en ret simpel måde, de gør det på, og det er via feedback.
Hver eneste celler er i konstant kommunikation med andre celler. De reagerer på andre cellers handlinger, giver feedback på den information som de modtager og reagerer samtidig med f.eks. produktion af enzymer eller hvad det nu er den pågældende celle har af opgaver. For at kunne fungere så opgaverne udføres, må alle opgaver synkroniseres. Og derfor må cellerne vide, hvad de hver især laver og hvorhenne i processen de er.
Der er såmænd en ret simpel måde, de gør det på, og det er via feedback.
Hver eneste celler er i konstant kommunikation med andre celler. De reagerer på andre cellers handlinger, giver feedback på den information som de modtager og reagerer samtidig med f.eks. produktion af enzymer eller hvad det nu er den pågældende celle har af opgaver. For at kunne fungere så opgaverne udføres, må alle opgaver synkroniseres. Og derfor må cellerne vide, hvad de hver især laver og hvorhenne i processen de er.
Der er derfor en konstant kommunikation cellerne imellem via feedback. Men det er ikke kun cellerne imellem. Vi, som er ”ejeren” af alle disse celler, får også feedback, da det jo i sidste ende er et fælles anliggende.
Vi er dog ikke altid så opmærksomme på den feedback, og det kan der være mange årsager til. Måske lytter vi slet ikke til kroppen eller måske forstår vi ikke altid den feedback vi får.
Det vi betragter som ubehag, smerter, symptomer osv. er kroppens måde at fortælle os, det der er noget, som ikke er som det skal være. Det er alt sammen feedback fra cellerne.
BodyTalk forstår sproget og sammenhængen i den feedback. Når kroppen oplever, at vi forstår og reagerer på feedbacken, så vil den som regel ikke længere give symptomer.
Vi er dog ikke altid så opmærksomme på den feedback, og det kan der være mange årsager til. Måske lytter vi slet ikke til kroppen eller måske forstår vi ikke altid den feedback vi får.
Det vi betragter som ubehag, smerter, symptomer osv. er kroppens måde at fortælle os, det der er noget, som ikke er som det skal være. Det er alt sammen feedback fra cellerne.
BodyTalk forstår sproget og sammenhængen i den feedback. Når kroppen oplever, at vi forstår og reagerer på feedbacken, så vil den som regel ikke længere give symptomer.
Jeg hedder Ann Ulvenberg og har iBodyTalk.dk.
Jeg faciliterer BodyTalk sessioner og -forløb for at støtte dig i din proces mod et liv med sundhed, velvære og indre balance.
Mit mål er at skabe mere balance hos den enkelte, som derefter kan skabe mere balance i sig selv og sine omgivelser.
Jeg faciliterer BodyTalk sessioner og -forløb for at støtte dig i din proces mod et liv med sundhed, velvære og indre balance.
Mit mål er at skabe mere balance hos den enkelte, som derefter kan skabe mere balance i sig selv og sine omgivelser.
Få større klarhed, øget velvære og mindre stress
Få min instruktionsvideo gratis med en enkel teknik, der støtter dig i hverdagen.
Arkiv
Oktober 2016
Juli 2016
Maj 2016
Januar 2016
December 2015
Juli 2015
Maj 2015
April 2015
Marts 2015
Januar 2015
November 2014
Oktober 2014
Kategorier
Alle
Balance
Bevidsthed
BodyTalk
Celler
Feedback
Fordøjelsessystem
Gruppesession
Hjerne
Hjerte
Kommunikation
Kropsbevidsthed
Perspektiv
Synkronisering
Tarm
Teknik