Hvem har ansvaret for dine følelser og reaktioner

Hvad gør du, når en eller anden såkaldt idiot er skyld i, at du bliver såret, ked af det, frustreret, i dårligt humør, nedslået, føler dig mindre værd eller andre mindre rare følelser? For det er jo deres skyld, de kunne jo bare lade være med at sige det, de gjorde, udvise mere respekt for og tage mere hensyn til dine følelser.

I bilen hjem den anden dag sad jeg i alle de ubehagelige følelser. Jeg sad med følelsen af at være blevet nedgjort og latterliggjort, og jeg var rigtig ked af det. Jeg var bare intet værd og tænkte på alle de smarte sætninger, jeg skulle have sagt for at tryne den anden, så vedkommende kunne blive sat på plads og dermed aldrig igen opføre sig sådan over for mig.

Mine følelser var i vildt oprør, og det var helt bestemt den andens skyld! Intet mindre! 

Jeg kunne ikke engang høre på det vedkommende havde sagt – for det var jo helt ude i skoven og dybt forkert. Og mine eneste modsvar var at gå i Rasmus-modsat mode. Havde vedkommende sagt op, så havde jeg sagt ned.

Min reptilhjerne var i fuld gang med at skabe et drama, hvor jeg var offeret – og hvor var det dog synd for mig.

Dette var en ret kendt mønster for mig, når jeg lige præcis mødte denne slags situation, så blev jeg stejl, gik i forsvar og beskyttede mig selv. Jeg kendte det så godt, både følelserne, den måde jeg trak vejret på, den måde jeg undgik øjenkontakt på og trak mig væk. Jeg spillede den samme plade som så mange gange før.

Min hjerne var så vant til programmet, at det forgik så ubevidst og så overbevisende, at jeg var sikker på, det havde ret. Hvorfor skulle jeg elleres reagere sådan?

Nu er det heldigvis sådan, at når reptilhjernen så falder lidt til ro, så begynder de andre centre i hjerne at fungere igen eller i hvert fald at blive hørt igen. Og dermed kunne jeg begynde at gøre brug af de lidt mere højerestående hjernefunktioner i frontallapperne – kognitionen.

Med følelserne flagrende i hele mit system tænkte jeg helt bevidst, at jeg måske skulle kigge lidt anderledes på det hele og tage mig af de følelser som kom op. For hvorfor kom de op? Var det nu virkelig den anden, der var problemet – eller (dybt suk) var det mig?

Så jeg trak vejret dybt og søgte ind i mig selv og bød den følelse af afmagt, nedgjorthed og latterliggørelse velkommen. Det var ikke lige det, jeg havde mest lyst til, da jeg havde fået nogenlunde styr på mig selv. Jeg havde mest lyst til aldrig at mærke de følelser igen, så hvorfor dog byde dem velkommen.

Men det mest vidunderlig kan ske, når vi byder de følelser velkommen som vi allerhelst med vil af med.

Jeg bød dem velkommen, inviterede dem ind i mit hjerte og fortalte, at de ikke skulle tage ansvar for noget. Idet jeg begyndte på det, stod en oplevelse lysende klar for mig fra barnsben, som havde ødelagt mig, som havde frosset en del af mig i en tidslomme, hvor den del af mig aldrig blev ældre, men altid følte, at den skulle tage ansvar for, at jeg aldrig følte sådan igen.

Jeg var ny skoleelev på 6 år, jeg havde glædet mig vildt til skolen og var en opmærksom og pligtopfyldende elev. Vi skulle have matematik, og jeg kunne ikke finde min bog. Så jeg kiggede i bunken på katederet for at lede efter min. Ind ad døren kom en ældre skolelærer, som skældte mig ud og råbte mig ind i ansigtet om hvad fanden jeg dog bildte mig ind. Han smed alle bøgerne på gulvet, og så kunne jeg ellers bare samle dem op.

Da jeg fortalte den del af mig, at den aldrig skulle sikre sig, at jeg blev udsat for det igen, da jeg var den voksne, den var barnet og jeg tog mig af den og passede på den, så forsvandt al min uro, al min tristhed, alle mine ubehagelige følelser, og jeg kunne faktisk nu høre, hvad vedkommende havde sagt, og jeg tænkte endda, at personen måske sagde noget, jeg kunne lære af! Øh … det havde lige været en fuldstændig umulig tanke få sekunder tidligere. Jeg kunne ikke engang fremkalde følelserne igen.

Jeg sad nu i min bil med den 6-årige Ann i mit hjerte og tog mig af hende og hendes følelser af total fornedrelse og forvirring.

Jeg havde taget ansvaret for mine følelser og reaktioner ved at tage mig af mit indre barn. Dermed havde jeg sat mig selv fri fra situationen og havde en skøn og ekspanderende fornemmelse i kroppen.

Så måske kan du næste gang, når følelserne bobler gennem kroppen, og de andre er skyld i, at du har det sådan, byde følelserne velkommen i dit hjerte. Måske får du en klar fornemmelse af, hvorfra de stammer, måske mærker du blot effekten og sætter dig selv fri fra situationen og lader dig opleve livet uden at se livet gennem dit indre barns smerte.

Hvem skal tage ansvaret for dine følelser? Andre? Dit indre barn? Eller den voksne dig?

---

klik her og få min gratis guide "5 trin til indre fred"