Et-sekundsforandring

Hvorfor kan det være så svært, det der med følelser ...

Jeg havde i næsten to uger gået og været småsur og irriteret - ikke sådan meget - men alligevel tiltagende, nagende og ... ja ... irriteret! 

Jeg synes nu, jeg havde mediteret, gået ture, motioneret, taget mig af mig selv, taget følelser ind i mit hjerte og alt hvad jeg nu kunne finde på. Jeg kunne simpelthen ikke komme ind i kernen, selvom jeg prøvede alle kneb. 

Og så ... alligevel så havde jeg hver dag pillet et lag af mit beskyttelseslag af. 

For en eftermiddag siddende i den skønneste forårssol, kom en dyb rungende, mørk og bundløs tristhed mig i møde. Dryppende af smerte og ensomhed rakte den ud efter mig.

Havde jeg ikke dagligt arbejdet med mindre skræmmende følelser, øvet mig i at byde smerte velkommen, så havde jeg som altid vendt mig bort fra denne følelse. Jeg havde løbet så hurtigt væk, at min skygge igen ville havde stået ensom og efterladt tilbage.

Men den eftermiddag, da den dybeste tristhed og ensomhed ramte mig i mit inderste, åbnede jeg mit hjerte og bød følelsen velkommen, tog den i mit hjerte og omfavnede den.

Jeg bød den velkommen, bød den indenfor, mærkede og spurgte hvad den havde brug for. Og med den dybeste længsel svarede følelsen: 

"Jeg vil have,
du ser mit lys
og lader mig være den,
​jeg er".

Igennem hele min krop bredte der sig den mest utrolige oplevelse af en naiv tyggegummi-hubbabubba børneglæde. Det boblede, summede og duftede af gyngeture, sommer og varme fliser.

Længe, rigtig længe, sad jeg i denne følelse med mig selv, med mit lys skinnende i hver en fiber og celle. Lod den finde og forplante sig til hver en afkrog.

Små skridt hver dag, små undselige tiltag -
​tilsammen skabes der plads, rum og mulighed for forandring.

Gør lidt hver dag.

Det kunne være nytårsfortsættet for det nye år.

Rigtig godt nyt år med ønsket om positive, givende og balancerende forandringer <3

​