Hvad gør du, når en eller anden såkaldt idiot er skyld i, at du bliver såret, ked af det, frustreret, i dårligt humør, nedslået, føler dig mindre værd eller andre mindre rare følelser? For det er jo deres skyld, de kunne jo bare lade være med at sige det, de gjorde, udvise mere respekt for og tage mere hensyn til dine følelser. I bilen hjem den anden dag sad jeg i alle de ubehagelige følelser. Jeg sad med følelsen af at være blevet nedgjort og latterliggjort, og jeg var rigtig ked af det. Jeg var bare intet værd og tænkte på alle de smarte sætninger, jeg skulle have sagt for at tryne den anden, så vedkommende kunne blive sat på plads og dermed aldrig igen opføre sig sådan over for mig. Mine følelser var i vildt oprør, og det var helt bestemt den andens skyld! Intet mindre! Jeg kunne ikke engang høre på det vedkommende havde sagt – for det var jo helt ude i skoven og dybt forkert. Og mine eneste modsvar var at gå i Rasmus-modsat mode. Havde vedkommende sagt op, så havde jeg sagt ned. Min reptilhjerne var i fuld gang med at skabe et drama, hvor jeg var offeret – og hvor var det dog synd for mig. Dette var en ret kendt mønster for mig, når jeg lige præcis mødte denne slags situation, så blev jeg stejl, gik i forsvar og beskyttede mig selv. Jeg kendte det så godt, både følelserne, den måde jeg trak vejret på, den måde jeg undgik øjenkontakt på og trak mig væk. Jeg spillede den samme plade som så mange gange før. Min hjerne var så vant til programmet, at det forgik så ubevidst og så overbevisende, at jeg var sikker på, det havde ret. Hvorfor skulle jeg elleres reagere sådan? Nu er det heldigvis sådan, at når reptilhjernen så falder lidt til ro, så begynder de andre centre i hjerne at fungere igen eller i hvert fald at blive hørt igen. Og dermed kunne jeg begynde at gøre brug af de lidt mere højerestående hjernefunktioner i frontallapperne – kognitionen. Med følelserne flagrende i hele mit system tænkte jeg helt bevidst, at jeg måske skulle kigge lidt anderledes på det hele og tage mig af de følelser som kom op. For hvorfor kom de op? Var det nu virkelig den anden, der var problemet – eller (dybt suk) var det mig? Så jeg trak vejret dybt og søgte ind i mig selv og bød den følelse af afmagt, nedgjorthed og latterliggørelse velkommen. Det var ikke lige det, jeg havde mest lyst til, da jeg havde fået nogenlunde styr på mig selv. Jeg havde mest lyst til aldrig at mærke de følelser igen, så hvorfor dog byde dem velkommen. Men det mest vidunderlig kan ske, når vi byder de følelser velkommen som vi allerhelst med vil af med. Jeg bød dem velkommen, inviterede dem ind i mit hjerte og fortalte, at de ikke skulle tage ansvar for noget. Idet jeg begyndte på det, stod en oplevelse lysende klar for mig fra barnsben, som havde ødelagt mig, som havde frosset en del af mig i en tidslomme, hvor den del af mig aldrig blev ældre, men altid følte, at den skulle tage ansvar for, at jeg aldrig følte sådan igen. Jeg var ny skoleelev på 6 år, jeg havde glædet mig vildt til skolen og var en opmærksom og pligtopfyldende elev. Vi skulle have matematik, og jeg kunne ikke finde min bog. Så jeg kiggede i bunken på katederet for at lede efter min. Ind ad døren kom en ældre skolelærer, som skældte mig ud og råbte mig ind i ansigtet om hvad fanden jeg dog bildte mig ind. Han smed alle bøgerne på gulvet, og så kunne jeg ellers bare samle dem op. Da jeg fortalte den del af mig, at den aldrig skulle sikre sig, at jeg blev udsat for det igen, da jeg var den voksne, den var barnet og jeg tog mig af den og passede på den, så forsvandt al min uro, al min tristhed, alle mine ubehagelige følelser, og jeg kunne faktisk nu høre, hvad vedkommende havde sagt, og jeg tænkte endda, at personen måske sagde noget, jeg kunne lære af! Øh … det havde lige været en fuldstændig umulig tanke få sekunder tidligere. Jeg kunne ikke engang fremkalde følelserne igen. Jeg sad nu i min bil med den 6-årige Ann i mit hjerte og tog mig af hende og hendes følelser af total fornedrelse og forvirring. Jeg havde taget ansvaret for mine følelser og reaktioner ved at tage mig af mit indre barn. Dermed havde jeg sat mig selv fri fra situationen og havde en skøn og ekspanderende fornemmelse i kroppen. Så måske kan du næste gang, når følelserne bobler gennem kroppen, og de andre er skyld i, at du har det sådan, byde følelserne velkommen i dit hjerte. Måske får du en klar fornemmelse af, hvorfra de stammer, måske mærker du blot effekten og sætter dig selv fri fra situationen og lader dig opleve livet uden at se livet gennem dit indre barns smerte. Hvem skal tage ansvaret for dine følelser? Andre? Dit indre barn? Eller den voksne dig?
2 Comments
Vores filtre er bestemmende for hvordan vi oplever verden omkring os. Er den imødekommende og nærende eller er den farlig og ikke-nok? Mens vi vokser op, oplever og sorterer vi vores oplevelser efter behagelige eller smertefulde indtryk. Enten er oplevelsen behagelig og rar, som gør at vi gerne have mere af den. Eller også er den ubehagelig og giver smerte, og vi forsøger at fjerne os fra den. Samlet set vil oplevelserne skabe et filter hvormed vi møder verden - vil den os det gode eller vil den det dårlige? Derfor vil vi møde mennesker som altid er utilfredse uanset den situation, de befinder sig i og trods det, at verden omkring dem forsøger at give dem gode, støttende, behagelige oplevelser. På samme måde vil mennesker med et filter, der tolker verden som nærende og god, altid opleves som positive og imødekommende, trods de ydre omstændigheder. Vores filtre er det, vi oplever verden igennem, og det vi forventer verden vil bringe os. Heldigvis er vi ikke bundet til de filtre resten af livet. Vi kan bevidst vælge at ville noget andet. Det kræver, at vi kigger på disse overbevisninger som de allertidligste oplevelser har skabt. Det kræver, at vi kigger indad og arbejder i det lager, hvor de ligger gemt i. Mange af oplevelserne og dermed overbevisningerne er blevet skabt langt inden vi havde et sprog eller referencepunkter og forståelsesrammer for at sætte tingene i perspektiv og relation. De ligger måske som sansninger, dybe logisk uforståelige strømninger i vores grundvold. Derfor må vi dykke ned i underbevidstheden og skabe forandringer og skift i perspektiv, så vi kan ændre vores filtre og sætte hjernen fri fra det - nogen gange oplevede - fængsel som filtre kan opleves at være. Brug en dag til bevidst at lægge mærke til, hvad du forventer
På den måde kan du måske se dine egne filtre og dermed blive klar over, hvad de består af og hvordan du møder verden - måske vil du beholde dem - filtrene. Hvis ikke så er det aldrig for sent at ændre dem og dermed dit syn på verden og hvad den har at tilbyde dig. Det er sundt at bevæge sig – det ved vi alle. Det forlænger livet og det øger velværet. Det giver mere energi, glæde og er smertestillende ved at øge kroppens egne endorfiner. Det forbedrer blodgennemstrømningen i kroppen og dermed forbedres f.eks. hukommelsen. Derudover er der for mange det sociale aspekt med at løbe og træne sammen. Jeg kunne blive ved med at opremse fordelene.
Derfor bliver jeg ret så overrasket, når en undersøgelse viser, hvor mange skader løbere får. (Jeg løber ikke selv og er ikke ude på at dunke løbere i hovedet. Det viser sig nok, at andre former for motion er ligeså slemt ramt – put selv en anden motionsform ind). Vi er blevet rigtig gode til at presse os selv, ikke høre efter kroppen og dens signaler, skubbe på og fortsætte langt ud over vores formåen. Hvad er det vi overhører? Det er smerter og knasen fra muskler og led, træthed og udmattelse mm. Vi overhører (eller ignorerer?) alle signalerne fra kroppen, først de hviskende signaler, men efterhånden må kroppen råbe højere og højere for at få en pause – og lige der kommer skaderne – vi overhører og overtræner. Når vi overhører os selv, så mærker vi ikke efter, om det vi gør, har en gavnlig effekt på os. Det som er interessant at se på er, hvorfor gør vi ikke det? Hvorfor mærker vi ikke efter? Hvorfor bliver nogle ved til de styrter? Får nye knæ, hofter, utallige forstrækninger osv.? Man går til en behandler og klager sin nød over sin krop – at den ikke vil som man vil, at den ikke kan fortsætte i samme tempo, at man ikke forstår de symptomer man har osv., og det hjælper måske lige der at få massagebehandling, fysioterapi, en pille eller andet – og så går man ud igen og gør det samme som før – presser, moser og tvinger sin krop til at makke ret. Når man indtager et metasyn, altså ser bag om symptomet og kigger på årsagen, så bliver det klart, at der ligger vægtige overbevisninger og værdier bag. Kun på sådan en baggrund kan man presse sig selv derud, hvor kroppen går i stykker. Vil man virkelig sin egen overtræning til bunds, må man rydde op i de bevidsthedsmæssige overbevisninger og værdier der ligger bag, så indstillingen til hvad der er sundt, godt, rigtigt, vigtigt og ”sejt” ændres. Vi skal måske ikke alle løbe hele og halve maratons, men måske skal vi ”blot” bevæge os varieret. Derfor kunne det tænkes, at det som skal pakkes i sportstasken næste gang er: tålmodighed, selvindsigt, kropsbevidsthed og omsorg sådan, at vi mærker os selv - ikke overskrider os selv - og dermed slipper for skaderne. Hvad gør man, når man oplever symptomer i sin krop, men ikke lige har en behandler i nærheden eller ikke selv har redskaberne?
Det var det spørgsmål, der trængte sig på i mig efter flere dage med murren i skulderområdet, halsen og albueleddet. Med min viden om kroppen på et fysisk plan, forsøgte jeg at strække ud. Med min viden omkring kroppens bevidsthed, forsøgte jeg at forstå, hvad der kunne ligge bag. Intet hjalp. Visualiseringsøvelser, mindfulnessøvelser eller udstrækningsøvelser er meget brugbare og virkningsfulde værktøjer eller teknikker. Jeg har endda indtænkt og udviklet forløb som gør brug af disse teknikker, så man netop kan arbejde videre hjemme inden eller efter en BodyTalk session. Men hvis man nu ikke lige selv har de teknikker til rådighed eller ikke lige selv kan gøre noget, hvad så? Lad os kigge på, hvad et symptom, smerte eller andet fra kroppen er. Kroppens kommunikationsmiddel omkring tilstanden i kropsindkomplekset er feedback via smerter eller andre ubalancer. Det er kroppens måde at fortælle, at der på et eller andet plan er noget, som ikke er i balance. Så når min skulder, hals og albue giver ubehag, smerter og murrer, så forsøger min krop at fortælle mig noget. Det kan dog være rigtig svært selv at forstå, hvad der forsøges kommunikeret, og derfor kan man ikke altid forstå signalerne. Jeg synes selv, jeg havde lyttet og lyttet, og forsøgt at tænke mig til, hvad problemet var, og det er her, jeg gik galt i byen. Vi har alle en tendens til at tænke på det fysiske plan, når vi får et fysisk symptom: "Har jeg gjort en forkert bevægelse, er det godt hvis jeg strækker ud, er jeg ikke stærk nok og skal den trænes", er på det plan, man som regel tænker, at kroppen fortæller noget. Men der ligger endnu dybere mønstre i fysiske symptomer. Vi kan dog ikke tilgå det fra det bevidste plan, da det ligger på et ubevidst plan. Hvad gør man så? Når den viden og indsigt jeg søger ikke ligger på et bevidst plan, så kan jeg ikke tænke mig til løsningen. Derfor er løsningen ganske simpel. Sæt dig ned og byd den smerte, det ubehag, den murren velkommen. Åben dit hjerte for den, tag den til dig med omsorg for den og med hjertet lyt til, hvad den fortæller. Da jeg gjorde det, blev et mønster lysende klart for mig. Det min krop forsøgte at fortælle mig var, at jeg beskyttede mig selv. For mig var det farligt at give, da jeg ikke vidste, hvad jeg ville modtage. Jeg beskyttede derfor mig selv ved ikke at give for meget af mig selv, altid holde lidt igen. Min krop var udemærket klar over, at jo mere man giver, jo mere får man igen, og det var lige præcis det, jeg skulle holde mig fra. Så jeg gav det "nødvendige", det som ikke overskred mit maksimum, og som sørgedefor, at jeg kun fik det, jeg kunne modtage. Problemet med det er jo, at det ikke er alt, jeg ikke gerne vil modtage. Jeg vil da gerne have mere glæde, mere flow og overflod i mit liv. Jeg vil faktisk rigtig gerne modtage så meget mere. Men programmet i min krop fortæller mig, at det skal jeg ikke, da jeg risikerer at modtage noget, jeg ikke har lyst til. Så jeg giver mindre og modtager mindre. Nu har jeg mulighed for at arbejde med det mønster, måske endda blot give helt slip på det ... hvem ved. Jeg fik dog en indsigt og viden på et plan, som jeg ikke kunne tænke mig til. Jeg har øget forståelsen i kroppen og dermed øget kommunikationen. Det giver plads til en ny balance og dermed nye muligheder. Jeg vil nu sætte mig ned og byde den nye indsigt, viden og følelse velkommen i mit hjerte: "Det er farligt at modtage" og se hvad der så dukker op. Og smerten? - ja den er væk. Byd det velkommen - det som er. Vi består af over 70 trillioner celler! Hvordan fungerer det lige? Hvordan kommunikerer vores trillioner af celler med hinanden? Hvordan kommunikerer de med os? Der er såmænd en ret simpel måde, de gør det på, og det er via feedback. Hver eneste celler er i konstant kommunikation med andre celler. De reagerer på andre cellers handlinger, giver feedback på den information som de modtager og reagerer samtidig med f.eks. produktion af enzymer eller hvad det nu er den pågældende celle har af opgaver. For at kunne fungere så opgaverne udføres, må alle opgaver synkroniseres. Og derfor må cellerne vide, hvad de hver især laver og hvorhenne i processen de er. Der er derfor en konstant kommunikation cellerne imellem via feedback. Men det er ikke kun cellerne imellem. Vi, som er ”ejeren” af alle disse celler, får også feedback, da det jo i sidste ende er et fælles anliggende.
Vi er dog ikke altid så opmærksomme på den feedback, og det kan der være mange årsager til. Måske lytter vi slet ikke til kroppen eller måske forstår vi ikke altid den feedback vi får. Det vi betragter som ubehag, smerter, symptomer osv. er kroppens måde at fortælle os, det der er noget, som ikke er som det skal være. Det er alt sammen feedback fra cellerne. BodyTalk forstår sproget og sammenhængen i den feedback. Når kroppen oplever, at vi forstår og reagerer på feedbacken, så vil den som regel ikke længere give symptomer. Det er jo en velkendt talemåde, og der ligger ofte en vis sandhed gemt i talemåder. Vi ved alle, at tingene ser anderledes ud alt efter, hvem der er, der ser.
Og det er ikke kun anderledes fra person til person, men det ændrer sig også i selve personen. Gennem opvækst, oplevelser, påvirkninger og livet generelt ændrer vi også syn – både på os selv og på omverdenen. Det sjove som så sker, når vores syn eller perspektiv ændrer sig er, at så får vi også andre oplevelser. Nogle gange så fundamentalt, at livet kan ses tilbage på som før eller efter den ændring. I mine mange år som kropsbehandler, har jeg ofte tænkt ”Hvad er det der sker i kroppen, når den får behandling? ”. Jeg har efterhånden fundet frem til, at selv om jeg manipulerer væv (muskler og bindevæv) fysisk, så er det altid kroppen selv, der vælger at tage imod ændringen eller ej. En behandling er altid et tilbud om en ændring – en ændring af perspektiv. Der er ingen, der kan påtvinge en forandring, hvis den ikke godtages af det involverede system eller den involverede bevidsthed. BodyTalk giver mulighed for at ændre perspektivet, og dermed skabe en anden virkelighed. Alt er perspektiv! |
Jeg hedder Ann Ulvenberg og har iBodyTalk.dk.
Jeg faciliterer BodyTalk sessioner og -forløb for at støtte dig i din proces mod et liv med sundhed, velvære og indre balance. Mit mål er at skabe mere balance hos den enkelte, som derefter kan skabe mere balance i sig selv og sine omgivelser. Få større klarhed, øget velvære og mindre stressFå min instruktionsvideo gratis med en enkel teknik, der støtter dig i hverdagen.
Arkiv
Oktober 2016
Kategorier
Alle
|